Udprint denne side

Tilbage til forsiden - klik her

Nyheder

Første forårslaks fanget af Jens Aage Staunsbjerg. En fangstberetning!

Kilde/Info fra: M.A/DCV. den 2016-04-18
Jens Aage Staunsbjerg fra Aarhus fangede i går søndag d. 18-4 2016 sin første forårslaks i Gudenåen, efter flere års "jagt" på en sådan, så det var selvsagt en stolt laksefanger jeg kunne gratulere med fangsten lidt op af formiddagen.
Jens Aage ankom til åen kl. ca. 6.30 sammen med sin søn - Jan, og de startede deres fiskeri på zone 5 ved Krumkagen. Jan startede i selve Krumkagen ved "pælen" og fiskede med reje, mens Jens Aage fiskede med orm øverst i selve svinget i "krummeren". 
De første par timer skete der intet, og Jens Aage forsøgte sig også med en spinner, før han skiftede om til orm igen. Ret hurtigt, efter dette agnskifte fik Jens Aage nu hug på ormen, men efter et solidt modhug, hvor fisken et kort øjeblik var på, stod den af igen. Jens Aage ringede til Jan, og fortalte om det passerede, og smed herefter ud igen. Efter ca. 3-4 kast huggede fisken igen, men også denne gang "missede" Jens Aage fisken i modhugget.
Ny opringning til Jan, der bad Jens Aage "om at tage sig sammen"!. Herefter smed Jens Aage ud igen, men også 3. gang slog han fejl på fisken!
Herefter var det nødvendigt  med en kop kaffe og 10 minutters "sunden sig" før fiskeriet blev genoptaget.
Jan gik nu op forbi svinget i krumkagen, mens Jens Aage forsøgte sig nok engang med den genstridige fisk.
Efter kort tids fiskeri huggede den igen, og 4. gang blev lykkens gang for Jens Aage, der nu omsider fik kroget fisken, så den blev hængende!
En fight af ca. 25 minutters varighed startede nu, uden den store dramatik, men med en stærk fisk, der meget af tiden gik langs med bunden ved kanten i egen side, og som stak ud i midten af åen og op mod overfladen - dog uden at "bryde" den - hver gang Jens Aage pressede den.
Sluttelig kunne Jan nette den i 1. forsøg, og på land lå nu en smuk og velproportioneret forårslaks fuld af lus med lange haler på 85 cm og 6.12 kg (målt og vejet på Langå camping).
"En lettelse og en stor oplevelse" beretter Jens Aage, der nu også kan føje en flot forårslaks på sit CV, så det var en glad og veltilfreds mand, der nu kunne forlade Gudenåen med et flot stykke "sølvtøj" i bagagen! Og benene - ja, de rystede lidt!

Tillykke med den velfortjente fisk, Jens Aage!


M.A

..