Udprint denne side

Tilbage til forsiden - klik her

Nyheder

Skarv-problematik ved Gudenåen.

Kilde/Info fra: M.A/DCV. den 2016-02-26

På det seneste møde i Gudenåsammenslutningen d. 10-2 2016 blev skarvproblematikken drøftet, og ifølge flere lystfiskere udgør skarverne efterhånden et stort problem ved Gudenåen på strækningen nedstrøms Tangeværket, hvor mange lystfiskere kan iagtage de sorte fugle fouragere ved åen. En lignende problematik er også aktuel ved Silkeborgsøerne længere oppe i Gudenåsystemet, hvor lystfiskerne mener at antallet af skarver er steget voldsomt, og at det går ud over antallet af fisk i søerne, skriver Midtyllandsavis d. 19. februar 2016.

Her ønsker formanden for Silkeborg Fiskeriforening - Morten Beck Nielsen - at tage kontakt til Naturstyrelsen, for at få en tilladelse til at regulere skarvbestanden, og mange lystfiskere der har deres gang nedenfor værket ser gerne et lignende tiltag også i denne del af åen.

Skarven har, ifølge lystfiskerne, en væsentlig del af skylden for at fiskebestandene er faldet både i Silkeborgsøerne og i Gudenåen nedstrøms Tangeværket, da fuglene æder ca. et halvt kilo fisk om dagen. Mens det i Silkeborgsøerne er aborre, gedde, sandarter og ørreder der må holde for, er det nedenfor værket også de værdifulde lakse- og ørredsmolt det går ud over.

Siden 1980 har skarven været fredet i hele Europa i henhold til EU's direktiv om fuglebeskyttelse, og bestanden steg herefter markant, til mange lystfiskeres store fortrydelse.

Skarvbestanden kan reguleres på to måder, enten ved at skyde nogle af dem eller ved at pensle æggene i skarvernes reder med et særligt kemikalium, der gør æggene golde.

Skarven er godt nok fredet, men det er muligt at opnå tilladelse fra Naturstyrelsen til at regulere bestanden, hvilket bl.a er sket ved nogle vandløb. Ved Herning og Ringkøbing/Skjern kommuner har man således ansat en biolog, der koordinerer indsatsen for at regulere skarvbestanden i de to kommuner. Noget lignende håber - Morten Beck Nielsen - på, kunne finde sted ved Silkeborgsøerne, og Gudenåsammenslutningen - og mange lystfiskere - med interesse i Gudenåen nedenfor Tangeværket så også gerne et sådant tiltag blev sat i værk her!

 

(Kilde: Midtjyllandsavis d. 19. februar 2016 samt DTU Aqua Rapport fra 2014 "Betydningen af prædation på de danske ferskvandsfiskebestande" af Niels Jepsen, Christian Pedersen, Stig Pedersen og Thomas Bregneballe).

 

M.A 

 

 


..