Udprint denne side

Tilbage til forsiden - klik her

Nyheder

Status på laksebestandene i de danske vandløb.

Kilde/Info fra: M.A/DCV. den 2016-02-19

Mens laksefangsterne i Gudenåen i 2015 lå lidt under middel, blev der i fiskesæsonen 2015 registreret det største antal fangede laks i de vestjyske vandløb siden den obligatoriske indrapportering startede i 2009.

De indrapporterede fangster af laks steg fra 2014 til 2015 med ca. 30 %, når man ser det overordnet for de otte vestjyske vandløb, hvor der er obligatorisk indrapportering af laksefangst, og hvor kvoten af laks hviler på en dispensation. Det gælder Storå, Skjern Å, Varde Å, Sneum Å, Konge Å, Ribe Å, Brede Å og Vidå.

Også undersøgelser lavet i Storå og Sneum Å i 2015 bekræfter at opgangen har været særlig stor i 2015. I Storåen er bestanden af gydelaks firdoblet siden 2013 og i Sneum Å er bestanden mangedoblet siden en undersøgelse foretaget i 1995.

I de vestjyske vandløb skal man indrapportere sin fangst til den sammenslutning som har fået dispensation til at fiske efter laks, og hvor der er en fastlagt kvote for fangst af laks.

Sådan er det ikke i Gudenåen, men indrapportering er også her gjort obligatorisk af de 3 foreninger - Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, Randers Sportsfiskerklub og Langå Sportsfiskerforening -  som administrere langt den største del af fiskeriet i den lakseførende del af Gudenåen. I modsætning til de vestjyske vandløb er sanktionerne ved overtrædelse af indberetningsreglerne ikke så restriktive i Gudenåen, da regelsættet ikke bygger på en dispensation til at fange laks, men på frivillighed. Dette skyldes at der ikke i Gudenåen er en oprindelig vild bestand af laks i modsætning til de vestjyske vandløb, hvor man arbejder med de oprindelig vilde laksebestande. Her har man derfor en fastsat kvote for fangst af laks.

Fangstrapporterne giver værdifulde data, og udgør en del af de data som biologerne ved DTU Aqua anvender i forvaltningen af de danske laksebestande, hvor målet er at sikre at bestandene bliver ved med at vokse, og bliver så robuste, at de kan klare sig selv.

Ved de vestjyske vandløb var 2015 et særligt år, idet både laks og havørreder vendte tilbage i stort tal. I Gudenåen blev der ved elfiskeri også fanget og registreret mange laks og havørreder. Her var sportsfiskernes laksefangster dog under middel, ligesom sportsfiskernes andel af havørredfangster   var minimale. Dog så man en opblomstring af fiskeriet sidst på sæsonen, hvilket kunne indikere at opgangen af fisk fandt sted sent!

I laksevandløbene er fangsterne steget i takt med at myndigheder, foreninger, rådgivere og lodsejere har samarbejdet om at;

 

- Opdrætte og udsætte laks, som er af oprindelig vestjysk oprindelse

- Fjerne opstemninger som tidligere har hindret adgang til de naturlige gydeområder.

- udlægge gydegrus som genskaber egnede gyde- og opvækstområder.

- Udføre miljøvenlig vandløbsvedligeholdelse i både store og små vandløb til gavn for fisk og smådyr

- regulere fiskeriet, så man fremadrettet sikre en større og stærkere gydebestand.

 

Ønsker man at bestanden skal vokse yderligere til de oprindelige niveauer ved de vestjyske vandløb er det derfor nødvendigt at parterne fortsætter samarbejdet, og at forvaltningen til stadighed bliver tilpasset udviklingen i bestandene. Det er motiverende at vide, at de vestjyske laks har gavn af de tiltag der gennemføres af både myndigheder og sportsfiskere i fællesskab. Sådant et samarbejde så vi gerne finde sted også ved Gudenåen til gavn for laksen i Danmarks længste vandløb.

 

M.A

 (Denne artikel bygger på en artikel offentliggjort d. 17. Februar 2016 på "Fiskepleje.dk")


..