Tilbage til forsiden - klik her |
Nyheder |
Tema: Grødeskæring.Kilde/Info fra: M.A/DCV. den 2016-08-30 |
Ifølge en ny rapport der er blevet udarbejdet omkring grødeskæringen i Gudenåen konkluderer denne, at en øget grødeskæring kun har begrænset effekt, og at det er urealistisk at tro at øget grødeskæring kan løse hele problemet med den forhøjede vandstand i Gudenåen. Det viser beregninger, der er blevet præsenteret for den styregruppe, der lige nu arbejder med en revision af regulativet for Gudenåen fra Silkeborg til Randers. Et af de varme punkter på dagsordenen er hvor tit og hvor bredt, der skal skæres grøde i fremtiden. I dag må der kun skæres grøde en gang om sommeren i syv meters bredde, og beregninger viser, at hvis der bliver skåret dobbelt så bredt, og to gange hver sommer, så vil sommervandstanden kun falde minimalt, og faldet i vandstanden vil kun holde i ganske kort tid! En af de varmeste fortalere for grødeskæring - Jarl Gorridsen (V), Formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune, er dog skeptisk over for embedsmændenes konklusioner. Han erkender dog at det ikke er realistisk at opnå samme vandstand som før vandremuslingen (der filtrerer vandet og gør det klart, hvilket fremmer grødevæksten) bredte sig i Gudenåen. Derfor mener han, at grødeskæringen stadig er en del af løsningen med at få vandstanden ned i Gudenåen. Yderligere mener han også, at dette ikke kan stå alene, og at man er nødt til også at få fjernet nogle af de sandbanker der er i Gudenåen, der ifølge ham, er med til at blokere for vandet. Jarl Gorridsen ønsker at grøden bliver skåret i Gudenåen i et 12-15 meter bredt bælte minimum 2 gange om året, eventuelt en tredje gang, når der er meget regn og særlig høj vandstand, og står det til Jarl Gorridsen skal der skæres hele vejen fra Silkeborg til Randers. Han mener det nuværende regulativ er fra en tid, hvor forholdene i Gudenåen var helt anderledes. PT (2016) er vandet klart og planterne gror i kæmpemængder. Deres betingelser er blevet meget bedre. Planterne er ikke truet længere men til gengæld har vi et problem med vandet, argumenterer Jarl Gorridsen. Sommervandstanden i Gudenåen i juni-september er steget siden 2008 og frem til i dag - det viser målinger foretaget i åen. Til oktober skal Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers Kommune være klar med et forslag til en strategi om, hvad der skal ske med grøden i Gudenåen. (Kilde: Artikel i Midtjyllandsavis d. 26-8 2016, s. 9 samt avisens forside!) |
.. |